Kære medlemmer af Bådelauget SAGA Hornbæk og venner af SAGA !
Bestyrelsen har på det sidste været meget tavse – ved vor generalforsamling i januar, fortalte vi at SAGA var blev erklæret bevaringsværdig i nov. 22 af Skibsbevaringsfonden, og at dette betød, at vi i fremtiden kunne forvente at søge midler til hendes fortsatte vedligeholdelse.
I Januar 23 gav to bådebyggere hver deres tilbud på hendes akutte vedligeholdelse, det ene tilbud indeholdt en total restaurering og en tilbageførelse til hendes originale udførelse i 1884.
Under gennemgangen af SAGA fremhævede bådebygger Nikolaj Gøthches at ved restaureringen vil der være fokus på, at alt arbejdet stemmer overens med de materialer og den håndværkstradition, der var gældende for den øvre del af den danske Øresundskyst. En total restaurering ville også være en enestående mulighed for at føre båden tilbage til sit oprindelige udseende, som eksempelvis sildebåden Thora udstillet på Gilleleje museum.
I dette projekt er det planen, i samarbejde med Vikingeskibsmuseet, at kløve nye bord ud og grov hugge dem med økser, der er tidssvarende for den periode, hvor SAGA er bygget i.
Bestyrelsen søgte på baggrund af disse positive iagttagelser Skibsbevaringsfonden om et større beløb til den restaurering og fik et tilsagn på ca. ¾ dele af beløbet. Vi er således ikke helt i mål endnu. Et andet presserende problem er vor gæld til tre kreditorer, en gæld som en tidligere bestyrelse har oprettet i f. m. det tidligere museumsprojekt og vinteropbevaring for SAGA, et projekt som havde vokset sig noget større end først tænkt og som på dette tidspunkt ikke kunne gennemføres bl.a. pga. af økonomi og svigtende medlemstilslutning.
Bestyrelsen har derfor mange overvejelser om, hvordan vi kommer videre – vi skal have samtykke fra vores kreditorer – vi skal søge midler gennem andre fonde, herunder også i Skibsbevaringsfonden – der skal laves en ændring i restaureringsplanen, alle tiltag som udfordrer os her hen over sommeren.
Vi besluttede derfor af udsætte SAGAs 139 årsfødselsdag lørdag. 1 juli og vi håber at kunne holde den lørdag d. 12. august i samarbejde med Fiskehuset Hornbæk ved et større maritimt arrangement på havnen.
Vi håber også på at kunne holde SAGAs 140års fødselsdag til næste sommer for en total restaureret Øresundsbåd.
Det er vort ønske, at denne mail har løftet en flig af det projekt, som forhåbentlig snart kan offentliggøres helt !
SAGA er kommet i vandet i forsommeren og hun ligger på sin vante plads – hun skal igen i år være dommerbåd i Slidskeræset søndag under Havnefesten.
Har Du/I ønske om en sejltur med SAGA (max 3 pers.) kan dette arrangeres sammen med SAGAs faste gaster – Inge og Bent – kontakt bestyrelsen 6067 2995 !
Du/I ønskes en god sommer !
Bådelauget SAGA Hornbæk
v/ Bestyrelsen
